Feriekoloni i en coronatid

Oprettet d.

Feriekoloni i en coronatid

Corona kan lægge en dæmper på rejselysten for de fleste, men ikke hos børnene i Aflastningen. Da det blev tid til at planlægge årets sommerferiekoloni, blev de spurgt, hvad de godt kunne tænke sig, og stemningen var bestemt ikke for at blive hjemme. Derimod ville de gerne noget længere væk, end de normalt kan nå på deres weekendudflugter, hvor Sjælland bliver kørt tyndt. Derfor satte pædagogerne og nogle af de større børn sig sammen foran computeren for at søge feriesteder, der både var langt væk, havde plads til alle og som rummede alle de fede faciliteter, som unge efterspørger. Resultatet blev, at de tre feriekolonihold skulle afsted til sommerhuse i henholdsvis Harboøre, Løkken og Hjarbæk fjord ved Viborg.

Forud for afrejsen var børnene samlet til hjemlig hygge med helstegt pattegris i haven, da første feriedag også var Aflastningens 10-årsfødselsdag. Derefter gik turen mod Jylland, hvor børnene var informeret om, at selvom de skulle slappe af med en masse sjove seværdigheder og forlystelser, så var det stadig nødvendigt at respektere regler om afstand, hygiejne og antalsbegrænsninger. Det havde børnene stor forståelse for, hvilket især kom til udtryk i Djurs Sommerland, hvor førstehåndsindtrykket var, at der ikke var så mange gæster, men restriktionerne på stedet gjorde, at man alligevel måtte vente rigtig længe i kø, da forlystelserne ikke kunne tage så mange ad gangen. Børnene stod pænt og ventede i kø i over en time til en bestemt forlystelse, som de virkelig gerne ville prøve. Da det blev deres tur, fik de heldigvis lov til at køre sammen som gruppe. En dejlig oplevelse for børnene, der var værd at vente på, og samtidig et utroligt flot udtryk for tålmodighed og forståelse for regler. Pædagogernes oplevelse var generelt, at så længe man ikke gjorde håndsprit og regler til noget problem, men til en del af hverdagen, så var en hurtig bemærkning som ”husk lige håndspritten” nok til at holde både hygiejneniveauet og humøret højt hos børnene. 

Efter en sjov og aktiv uge blev bilerne pakket og turen gik hjemad fuld af gode sommerminder. Foruden at nyde faciliteterne i de lækre sommerhuse og tage på tur til stranden fik de tre hold også oplevet adskillige seværdigheder, bl.a. Givskud Zoo, Mønsted kalkgrupper, Legoland, Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, et ørnereservat og legelandet Baboon City. Nu er det blevet hverdag og skoledag igen, hvor ferieminderne deles flittigt med klassekammeraterne, og hvor vi glædes over, at børnene endnu en gang fik en sommerferie, der er værd at mindes, også for andre ting end corona.