Glædelig jul og godt nytår!

Oprettet d.

Endnu et år er gået, og hos Fonden ConCura er vi så heldige, at det ikke kun er julen, der er en glædens tid. I årets løb har vi blandt andet kunne glæde os over en stor udvidelse i form af vores nye aflastningsafdeling på Ringstedvej 239. Flytningen af børn, der finder tryghed i vante rammer, kan være en udfordring, men alle er faldet godt til i de nyrenoverede omgivelser, og beboerne i Kvanløse har også udtrykt glæde over, at der er kommet nyt liv i den gamle efterskole.

Udflytningen af aflastningsafdelingen har givet plads til en udvidelse af opholdsstedet Bredmosegård, der fik hele to huse at råde over. Dermed kunne målgruppen udvides til endnu yngre børn, hvilket der har været stor efterspørgsel på. Så stor, at vi havde under en uge til at klargøre huset, inden de nye beboere rykkede ind. Vi glædes over at se endnu flere børn og unge trives på Bredmosegård.

Det var også en stor glæde for vores team af STU- og servicemedarbejdere, at se deres elev Mulle bestå sit uddannelsesforløb som havemand med fokus på græsslåning. Mulle strålede, da han fik overrakt uddannelsesbeviset og den fine eksamenshue, som hans forældre havde købt.

Den gensidige glæde var tydelig i sensommeren, da Hjalm ovenpå NV-PRO’s konkurs stod med usikre fremtidsudsigter, indtil Fonden ConCura overtog forpagtningsaftalen med skibet. Skibets mandskab er blevet en del af ConCura-familien, og vi ser frem til et langt og godt samarbejde, der både skal være til gavn og glæde for vores STU-elever.

2020 tegner allerede nu til at blive et lige så spændende år, og vi glæder os til at tage hul på alle de nye tiltag, der venter lige om hjørnet. Tak for i år til alle familier, børn og unge, der har lagt vejen forbi Fonden ConCura og tak til alle partnere og kommuner med ønsket om et fortsat godt samarbejde i det nye år.     

Glædelig jul og godt nytår!